Kender I det? Så skal man tænke hurtigt ;)

[Qvinde_27]

Jeg har sådan lyst til at snakke med jer der sidder på den anden side af skærmen!

Hvad for dybe tallerkener har I opfundet?!? Hvilke situationer har fået jer til at tænker, "Shit man, hvad fanden stiller jeg nu op med den lorte stomi?" Eller måske bare gange hvor i har tænkt "hæ hæ hvor er det bare fedt at jeg har stomi, de andre skal bare..?...!"

Lad mig komme med et eksempel og så håber jeg at der er andre der har lyst til at stille min nysgerrighed

"Hvad stiller jeg op med den lorte stomi"
Jeg stod for 6 år siden i butik. Sådan en lille legetøjs-rode butik i et center. Det var hverdag, så der var ikke så meget at lave - hvilket medførte at vi kun var mig på arbejde indtil kl 12.
Men det havde jeg gjort før, så NO problems Desværre hvade jeg lige den dag fået en meget løs mave... I kender det sikkert, det er næsten rent vand.
Jeg stod så der bag disken og kunne mærke at det begyndte at fylde lidt, og med det tynde out-put, begyndte det at blive ubehageligt.
Jeg venter 30 minutter mere og så kommer min redningskvinde (aka den anden medarbejder)
Jeg grib fat i mit skifte udstyr (pose og saks) lagde det i lommen og da jeg bukkede mig ned mærkede jeg den forfærdelige følelse af noget varmt og vådt langsomt drible ned af mit ben... Jeg så ned og til min store rædsel så jeg en plamage på højre side der langsomt bredde sig ned af mine bukser!! "SHIT" dækker ikke det jeg tænkte lige der

Jeg strøg ud på personaletoilettet (som ikke lå i butikken men ude blandt de andre butikker og kunder). Da jeg havde låst mig ude i boksen (den med lille håndvask - heldigvis) lynede jeg ned og så på "skaderne". Og ja... det var som jeg havde frygtet... Posens lukning (altså ikke oppe i pladen) sprunget læk og det værste, mine bukser var "sovset" ind fra liv til knæ...

Lige DER tænkte jeg: Hvad POKKER stiller jeg op med den lorte stomi og hvad fanden gør jeg!!??!!

Jeg hev så mine cowboybukser af, smed dem op i den lille håndvask og tændte for vandet og mens vandet vaskede den højre side af bukserne, skiftede jeg posen. Nu dryppede jeg da ikke mere derfra, men hvad skulle jeg nu gøre...? Jeg var i et center, fyldt med mennesker, helt uden bukser kun iført t-shirt, underbukser og kondisko...

Jeg sad der nok i et-to minutter og overvejede hvad jeg skulle... Så fik jeg den ide at hvis bukserne var ensfarvet ville folk ikke lægge mærke til at de var våde
Jeg smed altså bukserne helt op i håndvasken, tændte op for det varme vand og gjorde dem ensartet våde... Så vred jeg dem så godt jeg kunne og trak dem på.
Men mit dankort lå inde i butikken Så jeg sjoskede tilbage til butikken og satte fine våde slæbe aftryk fra mine bukser på gulvet. Sagde til medarbejderen at hun skulle holde skansen mens jeg holdt en pause, hentede mit kort og listede afsted. Heldigvis lå der en H&M i centeret, så jeg greb det første og bedste (som tilfældigvis var en nederdel) fandt min størrelse og betale den uden at have prøvet den.
Resten af historien er lidt uinteressant, for som i gættede (hvis I stadig læser med altså) så skiftede jeg på det først ledige toilet, fik stor ros af den anden medarbejder over valget og svor for mig selv at jeg aldrig igen ville prøve den slags

Men det kan man jo ikke gardere sig imod

Men hvad med jer? Har I også nogle historier I vil dele?? Kom frisk

[lisbon]

Det er en meget frygtelig situation du beskriver. Jeg har selv prøvet den, mens jeg sad og ventede på undersøgelse på sygehus.
Jeg, når jeg skal noget særligt, som i byen på besøg (eller på arbejde, hvis jeg kunne det mere) altid en diskret pæn sort taske med, hvor jeg har skiftetøj i, det giver den ro for mig som jeg har brug for, så skidt med, at jeg har 2 tasker med for det har jeg. Nogle kvinner får jo skyld for at have "brug" for mere and andre, så den har jeg taget til mig.
Lisbon

[Qvinde_27]

Hey Lisbon,

Ja man lærer jo af ens fejl, men da det kun er sket en gang har jeg ikke lyst til at tage en taske med. Og nu kan jeg jo ikke gøre andet end at grine af det og så har jeg lært de små signaler..

Mere at man kan overleve og faktisk leve godt selvom man har stomi. Lige da jeg stod i det var det ikke rart, men et minuts fortvivlelse senere traf jeg jo en beslutning

Men kom, fortæl jeres historier? Også gerne de gode?

(historie følger)

Jeg tror at I kender de der klamme toiletter som der altid står på markeder og festivaller? Sådan et toilet kom jeg hen til og i stedet for at skulle sætte mig på det klamme bræt, kunne jeg stå op og tømme. På den måde slap jeg oven i købet for at mine bukser skulle røre ved gulvet!
En anden bonus var at jeg ikke behøvede at befinde mig derude i længere end det tager andre at tisse (og det er jo meget praktisk når der nu både lugter og er klamt)

[Steen Samuelsen]

I januar 2008 knap fem måneder efter jeg var blevet opereret og havde fået ileostomi, tog jeg til New Zealand. Jeg havde lært at bruge 2-dels system og fået at vide at pladen skulle skiftes hver anden dag og at posen skulle skiftes hver dag. Det gik fint under hele turen, både flyvetur og mange timers kørsel rund på New Zealand, herunder også at bade i varme vulkanske kilder.
På hjemrejsedagen fra New Zealand satte jeg ny plade og pose på om morgenen, og havde planlagt at jeg ca. 24 timer senere så kunne skifte posen under en 2 – 3 timers mellemlanding i Dubai pa vej hjem. (min samlede rejsetid for hjemrejsen incl. busrejser var ca. 54 timer).
Ved ankomsten til Dubai International Airport gik alt som planlagt. Jeg gik ind på herretoilettet og foretog en lettere soignering med vask og barbering, og da jeg skulle i gang med stomiproceduren gik jeg ind på handicaptoilettet for at klare det der. Men i Dubai International Airport er et handicaptoilet blot en almindelig toiletkabine, der er lidt bredere end normalt. Ingen håndvask, ingen rindende vand.
Som nybegyndt stomist begyndte uroen at brede sig, jeg skulle jo skifte posen! Jeg henvendte mig i informationen til en araber i blændende hvid kjortel og turban, forklarede ham mit problem og viste ham mine stomibreve fra COPA. Han fattede ingenting, men henviste mig til lufthavnens apotek. De fattede heller ikke noget og henviste mig til Akutklinikken. Da jeg fandt den var der spærret med ståldøre og kun adgang med adgangskode. Tiden gik og jeg blev mere og mere urolig for om jeg kunne nå at få skiftet min pose. Jeg besluttede mig for at gå hen til lufthavnens politistation og bede dem om hjælp.
Stomi????? De fattede ikke en meter. Jeg trak bukserne ned og viste dem posen på maven og bad om hjælp. Med sædvanlig arabisk besindighed ringede de til akutklinikken, hvorefter jeg fik besked på at vente. Vente var ikke det jeg havde mest tid til….. Men så kom lufthavnens elektriske ambulance med blåt blink. Jeg blev lagt på en båre og kørt til akutklinikken med blå blink og sirene, hvor de lukkede sig ind med password. Jeg blev mødt af en læge og en sygeplejerske, der ville se pas og ville måle temperatur og blodtryk. Min tid var ved at være knap, så jeg pakkede mine stomisager ud på lægens bord og bad om en skål rent vand. Det fik sat lidt skub i sagerne og sygeplejersken tog mig med ind i et andet lokale og kom med en skål rent vand. Hun spurgte om der var noget hun skulle hjælpe med, men jeg kunne klare mig selv. Hun spurgte forsigtigt om hun måtte se mens jeg skiftede, for hun havde aldrig set en stomi før, kun hørt om det. Hun fik selvfølgelig lov til at følge med i proceduren. Hun spurgte om det var dyrt at have stomi, når jeg skulle bruge plader og poser. Jeg forklarede hende om vores danske sociallovgivning, som hun var meget forbavset over. Inden jeg fik lov til at gå, skulle jeg igen ind til lægen og skrive under på, at jeg forlod klinikken på eget ansvar uden at have fået behandling.
Hu-hej, hen og finde min bookind-skranke, hvor min kone og de andre rejsefæller stod og trippede og ikke kunne forstå hvor jeg var blevet af.
Når jeg sådan har været i udlandet er jeg glad for at komme hjem til det velordnede samfund vi har i Danmark.

[Qvinde_27]

Hej Steen!

Wow sikke dog en historie! det ville nok få enhver til at blive lidt skræmt over at der ikke var håndvask på handicap toilettet

Og så tænker man over hvor priviligerede vi er i danmark! tænk hvis vi skulle betale for alle vores plader og poser

Jeg ville elske at komme til New Zealand! hvor lang tid var du dernede? Og 54 timers tur hjem er ret voldsomt

[Steen Samuelsen]

Hej

Turen var på knap 3 uger og vi nåede at have to overnatninger i Dubai på vej derned. Vi var en gruppe på 24 personer oh i New Zealand boede vi privat og havde private guider på både syd- og nordøen.
En af grundene til at hjemturen tog så lang tid var at vi startede med en otte timers udflugt for at besøge en dansk kvinde, der var emigreret til New Zealand og for at høre om hvordan hun havde oplevet at flytte så langt væk hjemmefra.

Det var spændende at komme om på den anden side af jorden, men det var også spændende at rejse så langt for første gang med stomi, og det var en af årsagerne til at jeg bagefter sammen med min lokalforening lavede et møde om at rejse med stomi, et møde er endte med at vi lavede COPA's rejsefolder som du kan downloade fra hjemmesiden eller få udleveret ved din lokalforening.

[Qvinde_27]

Jeg har aldrig været rigtig uden for Europa. ville elske at rejse længere ud, men det plejer at kræve en større mængde penge

Hvor lang tid har du haft stomi, Steen?

(Og I andre, som jeg kan se også læser med, må selvfølgelig også gerne svare;) )

Da jeg fik stomi var jeg i lære som Mekaniker og kommunen var sikker på at jeg ikke ville kunne klare det. Men klarede det da (med en gennemsnitskarakter på 9,6 på den gamle skala) og har siden der sagt til mig selv at stomien ikke skulle være den der holdt mig fra at gøre ting som jeg elsker

[Steen Samuelsen]

Det behøver ikke at være dyrt at rejse. Jeg er medlem af en forening "People to People", der har til formål at bringe folk i forskellige lande sammen. En af måderne er at arrangere rejser, hvor man bor privat (home-stay) og på den måde sparer dyre overnatningsudgifter. En tre ugers rejse til New Zealand koster på denne måde kun ca. 20.000, hvilket er halvdelen af hvad det koster at rejse med et almindeligt rejsebureau. Lommepenge og udgifter til særlige oplevelser må man selv lægge oveni. PtP arrangerer rejser til mange forskellige lande og næsten altid med home-stay.

Jeg er opereret august 2007 (ileostomi uden mulighed for pouch) og rejste til NZ i januar 2008 .

[Qvinde_27]

Wow, det må jeg nok sige! Så er det lidt mere attraktivt at rejse
Men ved ikke om jeg ville kunne lide at bo PtP... Men nu har jeg jo også en dreng på 4, så har jeg et tryghedsbehov på en anden måde.

Men jeg regner med at tage en uge til sverige her til sommer med kano, dreng og mand og så de mest basale ting og så bare rå-bål-hygge og nyde tiden sammen... Så kæmpe tryghedsbehov har jeg så heller ikke