Hej Alle
Jeg hedder Kathrine Aaskov og er sygeplejestuderende på Viborg Sygeplejeskole. Jeg er i fuld gang med at skrive mit bachelorprojekt om emnet "Stomiopererede og deres nye kropsopfattelse".
Jeg har haft lidt svært ved at finde frem til gennem litteratur og forskning, om det er et problem for stomiopererede, at der ikke bliver sat så stor fokus på de psykologiske behov af sygeplejersken på afdelingen. Min opfattelse er, at stomisygeplejersken derimod er rigtig god til at tage sig af dette, og at mange stomiopererede har behov for at snakke med en kompetent person om tanker og følelser om den ændrede krop.
Derfor vil jeg høre om følgende:
- Havde du behov for at tale med en sygeplejerske om psykologiske problemstillinger, såsom din nye kropsopfattelse efter stomianlæggelsen (det nye syn på din krop, tacklingen af dette mm.)?
- Fik du dette behov opfyldt af sygeplejersken under indlæggelsen?
Håber at høre fra nogen.
På forhånd tak for hjælpen.
Venlig Hilsen Kathrine
PS. Svarene vil ikke blive anvendt i mit bachelorprojekt. Det er kun fordi, at jeg er nysgerrig
Nysgerrig sygeplejestuderende søger svar
Forumregler
Kig også forbi din lokalforening, hvis du ønsker kontakt med andre
Kig også forbi din lokalforening, hvis du ønsker kontakt med andre
Re: Nysgerrig sygeplejestuderende søger svar
Hej Kathrine
jeg kan godt følge dig i at stomisygeplejerskerne, er dem der ved mest om kropsopfattelse(bodyimage),
og den resource der kan give mest støtte i tiden lige før og efteroperationen, og det er netop på de ambulante besøg, man får taget hul på det emne og i den forbindelse også kan henvise til støtte fra patientforeninger.
Det er utrolig svært at forestille sig , hvordan man vil se sig selv før operationen,også selv om man har set billeder af stomiopererede, og i forbindelse med diagnose og operation, er der så meget andet man skal forholde sig til og rumme.
Det er min oplevelse ,at det er meget forskelligt, om man efterfølgende har behov for psykologisk bearbejdning, og samtidig er informations mængden om stomi vokset og blevet mere tilgængelig end den var for bare 10 år siden, så en stor del har søgt meget viden og kontakt med ligestillede inden operationen.
jeg kan godt følge dig i at stomisygeplejerskerne, er dem der ved mest om kropsopfattelse(bodyimage),
og den resource der kan give mest støtte i tiden lige før og efteroperationen, og det er netop på de ambulante besøg, man får taget hul på det emne og i den forbindelse også kan henvise til støtte fra patientforeninger.
Det er utrolig svært at forestille sig , hvordan man vil se sig selv før operationen,også selv om man har set billeder af stomiopererede, og i forbindelse med diagnose og operation, er der så meget andet man skal forholde sig til og rumme.
Det er min oplevelse ,at det er meget forskelligt, om man efterfølgende har behov for psykologisk bearbejdning, og samtidig er informations mængden om stomi vokset og blevet mere tilgængelig end den var for bare 10 år siden, så en stor del har søgt meget viden og kontakt med ligestillede inden operationen.
Re: Nysgerrig sygeplejestuderende søger svar
hej
jeg vil sige at alle kan jo få brug for at tale med nogen omkring hvordan kroppen ændre sig.
Jeg vågnede jo op med en stomi uden at jeg vidste noget om hvad det var eller hvorfor jeg havde den, så jeg havde haft god brug af psykolog. På det hosp. jeg var ville jeg meget gerne tale med nogen, f.eks. hosp. præsten, bare en som ikke var sygeplejeske eller læge. Det kunne jeg så ikke få lov til, han kom kun ud til døende. Så min arbejdsplads skaffede i psykolog og det var jeg utrolig glad for. Mit liv havde jo ændret sig meget,
Sygeplejskerne vare også rigtig søde og havde forstand på stomier selvom jeg ikke lå på en maveafd. ( havde problemer med nyren). Så de hjalp mig igang, i starten var det meget svært overhovedet at kigge på den, men nu er det jo ingenting. Kan nu slet ikke forstå at jeg syntes det var et problem dengang:)
Men jo der er brug for alt den hjælp man kan få og at man får det tilbudt i hvertfald når man ikke er forberedt på at få en stomi.
karina
jeg vil sige at alle kan jo få brug for at tale med nogen omkring hvordan kroppen ændre sig.
Jeg vågnede jo op med en stomi uden at jeg vidste noget om hvad det var eller hvorfor jeg havde den, så jeg havde haft god brug af psykolog. På det hosp. jeg var ville jeg meget gerne tale med nogen, f.eks. hosp. præsten, bare en som ikke var sygeplejeske eller læge. Det kunne jeg så ikke få lov til, han kom kun ud til døende. Så min arbejdsplads skaffede i psykolog og det var jeg utrolig glad for. Mit liv havde jo ændret sig meget,
Sygeplejskerne vare også rigtig søde og havde forstand på stomier selvom jeg ikke lå på en maveafd. ( havde problemer med nyren). Så de hjalp mig igang, i starten var det meget svært overhovedet at kigge på den, men nu er det jo ingenting. Kan nu slet ikke forstå at jeg syntes det var et problem dengang:)
Men jo der er brug for alt den hjælp man kan få og at man får det tilbudt i hvertfald når man ikke er forberedt på at få en stomi.
karina
-
- Indlæg: 355
- Tilmeldt: 13. sep 2007 14:39
- Årgang: 1947
- Stomi siden: 2007
- Geografisk sted: Fredericia
Re: Nysgerrig sygeplejestuderende søger svar
Hej Kathrine
Der 10 - 12.000 personer i Danmark og nok lige så mange forskellige opfattelse af at have stomi.
Hvis man skal dele dem op må man se på: årsagen til stomi, hvor lang forberedelsestid har man haft inden operationen, har man selv besluttet eller haft væsentlig indflydelse på beslutningen, alder, familieforhold, stomitype og sikkert flere faktorer.
Langvarig sygdom og personlig indflydelse på beslutningen, gør det sandsynligvis lettere at acceptere sin stomi, ligesom moden levealder kan pege i den retning.
Pludselig sygdom, hvor patienter vågner op med stomi eller får besked umiddelbart før operationen kan være meget belastende for accepten.
For yngre personer der ikke er i fast parforhold eller er bange for at miste et forhold kan belastningen også være stor.
For mit eget vedkommende havde jeg selv væsentlig indflydelse på beslutningen ligesom jeg havde flere møder med læger og stomisygeplejersker inden operationen, som først blev gennemført mere end 6 måneder efter beslutningen var taget (mit eget valg).
Da jeg vågnede efter operationen var jeg således helt klar over hvad jeg havde sagt ja til. Alligevel blev jeg forskrækket den første dag efter den ultimative operation.
Jeg genvandt dog hurtigt fatningen, især da jeg kunne mærke at alle generne fra den kroniske sygdom CU) nu var forsvundet.
Stomisygeplejersken var til stor hjælp og støtte til at lære at håndtere stomien og dens pleje.
Den bedste hjælp til forståelse af min nye situation har jeg dog fået ved at møde andre stomister i COPA og hørt om deres erfaringer med stomi.
Spørgsmålet er derfor, om det ikke er bedre at den nyopererede kommer til at tale med andre der har stomi og hører deres egne erfaringer, noget en (stomi)sygeplejerske aldrig kan give lige så personligt.
Der 10 - 12.000 personer i Danmark og nok lige så mange forskellige opfattelse af at have stomi.
Hvis man skal dele dem op må man se på: årsagen til stomi, hvor lang forberedelsestid har man haft inden operationen, har man selv besluttet eller haft væsentlig indflydelse på beslutningen, alder, familieforhold, stomitype og sikkert flere faktorer.
Langvarig sygdom og personlig indflydelse på beslutningen, gør det sandsynligvis lettere at acceptere sin stomi, ligesom moden levealder kan pege i den retning.
Pludselig sygdom, hvor patienter vågner op med stomi eller får besked umiddelbart før operationen kan være meget belastende for accepten.
For yngre personer der ikke er i fast parforhold eller er bange for at miste et forhold kan belastningen også være stor.
For mit eget vedkommende havde jeg selv væsentlig indflydelse på beslutningen ligesom jeg havde flere møder med læger og stomisygeplejersker inden operationen, som først blev gennemført mere end 6 måneder efter beslutningen var taget (mit eget valg).
Da jeg vågnede efter operationen var jeg således helt klar over hvad jeg havde sagt ja til. Alligevel blev jeg forskrækket den første dag efter den ultimative operation.
Jeg genvandt dog hurtigt fatningen, især da jeg kunne mærke at alle generne fra den kroniske sygdom CU) nu var forsvundet.
Stomisygeplejersken var til stor hjælp og støtte til at lære at håndtere stomien og dens pleje.
Den bedste hjælp til forståelse af min nye situation har jeg dog fået ved at møde andre stomister i COPA og hørt om deres erfaringer med stomi.
Spørgsmålet er derfor, om det ikke er bedre at den nyopererede kommer til at tale med andre der har stomi og hører deres egne erfaringer, noget en (stomi)sygeplejerske aldrig kan give lige så personligt.
Med venlig hilsen
Steen
Steen
-
- Indlæg: 15
- Tilmeldt: 6. nov 2008 14:03
- Årgang: 1974
- Stomi siden: 2008
- Geografisk sted: Nordsalling
Re: Nysgerrig sygeplejestuderende søger svar
Hej Kathrine
Jeg fik i december sidste år anlagt ileostomi efter 9 år med CU i udbrud. Det var en stor beslutning at sige farvel til sin tyktarm, da man ikke havde nogen ide om, hvilket liv man ville få efteroperationen og hvordan ens partner ville se på en. Jeg har været meget heldig i den situation, da min man d var med til at overbevise mig om, at det eneste rigtige var at få lavet en stomi, da det ville give mig fornyet livskvalitet. Han har hele tiden bakket mig op, og der har ikke været nogle skrupler med at vise mig overfor ham. Jeg har hele tiden været meget åben med min situation, og vhis folk har spurgt til, hvordan det ser ud, så har jeg simpelthen vist det, da det har betydet, at jeg har kunnet dele min kropsændring med andre. Det har også hjulpet mig til at vænne mig til min nye situation.
Alligevel har jeg endnu ikke prøvet at være i svømmehal eller bade sammen med andre, det føler jeg endnu ikke jeg er helt klar til endnu.
Dog må jeg sige, at hvis jeg havde vist, at jeg ville få det så godt, så havde jeg fået lavet stomioperationen for flere år siden.
Jeg fik i december sidste år anlagt ileostomi efter 9 år med CU i udbrud. Det var en stor beslutning at sige farvel til sin tyktarm, da man ikke havde nogen ide om, hvilket liv man ville få efteroperationen og hvordan ens partner ville se på en. Jeg har været meget heldig i den situation, da min man d var med til at overbevise mig om, at det eneste rigtige var at få lavet en stomi, da det ville give mig fornyet livskvalitet. Han har hele tiden bakket mig op, og der har ikke været nogle skrupler med at vise mig overfor ham. Jeg har hele tiden været meget åben med min situation, og vhis folk har spurgt til, hvordan det ser ud, så har jeg simpelthen vist det, da det har betydet, at jeg har kunnet dele min kropsændring med andre. Det har også hjulpet mig til at vænne mig til min nye situation.
Alligevel har jeg endnu ikke prøvet at være i svømmehal eller bade sammen med andre, det føler jeg endnu ikke jeg er helt klar til endnu.
Dog må jeg sige, at hvis jeg havde vist, at jeg ville få det så godt, så havde jeg fået lavet stomioperationen for flere år siden.
Tilbage til "Kontakt med andre"
Hvem er online
Brugere der læser dette forum: Ingen og 6 gæster