Jeg fik lavet en ileostomi her i april sidste år, pga morbus crohn, bylder og fistler. I november fik jeg fjernet endetarm + fistler. Disse to operationer var meget hårde ved mig. Og ærlig snak...
Her ved sidste operation begyndte jeg at frygte om jeg virkeligt skulle dø af dette... Jeg tabte mig voldsomt, og kunne intet holde i mig, selv flere uger efter operationen.
Og ved i hvad ?
Jeg er ved at have lært at leve med den.
Nykker >> det havde jeg allerede før jeg blev opereret
Tale om det >> Ja det kan jeg
Hvordan har jeg det? >> Bedre, efter 4 års helvede, med prednison behandling i 3 år næsten uafbrudt, er det nu så småt begyndt at gå fremad. Jeg tager på. Humøret og overskudet er begyndt at stige.
Kvalme >> Ja ind imellem, men det er mest når jeg bliver træt, eller ikke har været opmærksom og fået drukket nok
Kost >> Den er stadig min store hemsko, har stadig ikke helt styr på, hvordan min mave reagere, men jeg eksperimentere...
Alt i alt. Jeg kan godt leve med min stomi, om end jeg synes at sygdommen har kostet mig en del. Jeg har taget mit liv op til revurdering og starter nu på en frisk
Men humøret oppe. De dage det er svært har jeg en kanon familie, og nogle gode venner som støtter mig. Men ved i hvad ?
Det er ok, og livet er lige så meget værd, jeg glæææder mig til at se hvor mange kræfter jeg får. Jeg er stadig en del medtaget, men havde også fået af vide at det ville tage mig mindst ½ år at komme ovenpå, og jeg blev jo først færdig opereret i november.
Til alle jer som virkeligt har det af H til. Der er håb og en fremtid
Og nej jeg synes heller ikke altid det er lige let, men nu kan jeg for alvor se lyset for enden af tunnellen. Dette var måske ikke lige det liv jeg havde forestillet mig / planlagt. Men det er okay
