Stomiforeningen COPAs forum

Hej!

Jeg ved simpelthen IKKE, hvordan jeg skal leve med en pose hængende på maven
Jeg har ellers forsøgt, men der er åbenbart ikke noget at gøre, min hjerne/krop vil bare ikke acceptere denne stomi.

Hvordan kommer jeg videre med mit liv?
Hvad har andre gjort, der har stået i sammen situation?

Er der nogen der kan hjælpe mig med råd og vejledning?

Hej

Det kan være en hård proces for nogle at få og skulle leve med en stomi, det er årsagen til at Copa tilbyder rådgivning, hvor man kan få kontakt til en person der matcher en selv, og som har accepteret livet med en stomi.
Alle der får stomi går gennem et forløb, hvor man skal lære at se på sin krop på en ny måde, lære at forstå kroppens signaler og derigennem efterhånden komme til at acceptere at man har mistet kontrollen over en funktion ,vi siden vi var små, fik at vide at man ikke taler om.

Du kan ringe til vores kontor og bede om en rådgiver, (du behøver ikke være medlem). Rådgiveren kan fortælle om hvordan man kan opnå et næsten helt normalt liv med stomi.

hvis du føler at du er psykisk langt nede, kan du have en depression, det sker ikke for alle, men sygdom og efterfølgende stomi kan udløse en sådan, en del fokuserer så på stomien og giver den skylden, for den er synlig. Det gode er at det kan behandles, så ring til din læge hvis du føler det hele er sort, og umuligt.

Hej! Jeg kan ikke lade være at reagere på dit brev! Ja, det er hårdt arbejde, men det kan lade sig gøre at komme videre med et positivt livssyn. Som min veninde der også har Colostomi som jeg , siger: Den er livsforlængende!! Det er vigtigt med et godt netværk! Det er godt at tale med andre om sin situation. Jeg selv blev opereret sidste år d. 22-10. Jeg har aldrig været syg før, og førte et meget aktiv liv som Gymnastik lærer og sygehjælper m.m. Og pludselig var mit liv et helt andet!!!!! Det var MEGET svært!!! Men accepten, det er træning! Jeg kikker på mig selv og siger : Jeg er O:K: Jeg er glad for livet!! Så prøv!

Gæst skrev:Hej!

Jeg ved simpelthen IKKE, hvordan jeg skal leve med en pose hængende på maven
Jeg har ellers forsøgt, men der er åbenbart ikke noget at gøre, min hjerne/krop vil bare ikke acceptere denne stomi.

Hvordan kommer jeg videre med mit liv?
Hvad har andre gjort, der har stået i sammen situation?

Er der nogen der kan hjælpe mig med råd og vejledning?

Hej gæst..... Læste lige dit indlæg.Det var nøjagtig sådan jeg følte for 1 1/2 år siden da jeg fik min stomi... Er først lige begyndt at indse at den nok bliver min tro følgesvend resten af livet... Hvis du har lyst,så er du mere end velkommen til at sende mig en mail... Måske kan jeg hjælpe dig.... Min mail adresse er: krc@mknet.dk

Jeg har kæmpet med colitis ulcerosa siden 2001, været indlagt 4 gange , prøvet næsten alt hvad der findes af medicin, sygemeldinger osv. MEN så skulle jeg til kontrol og kikkertundersøgelse, fik feber og blev indlagt igen, igen. En operation blev endelig foreslået og den 20 dec. 2005 blev jeg den lykkelige ejer af en ileostomi. Holdte juleaften på sygehuset sammen med min familie, men det var fint nok for det var den bedste gave jeg længe havde fået. Jeg har simpelthen fået mit liv tilbage, og jeg elsker hver dag sammen med Knud ( det hedder min stomi ).

Jeg har haft lidt det samme forløb som Belle... Det var blot lidt mere intensivt, da jeg kun havde haft CU i et år, før operationen var sidste udvej. Jeg blev opereret 23. dec. '05 (skøn jul - kan ikke huske så meget af den ) og har nu en ileostomi.
Jeg er 24 år og lever fint med min stomi. Selvom det var svært at acceptere og vænne sig til i starten, har jeg indset hvordan den bare har givet mig mit liv tilbage. Både min kæreste og familie er lykkelige over operationen, da de siger, at jeg er blevet mig selv igen, som jeg ikke har været de sidste halve år...
Derfor har det hjulpet mig meget at se min stomi som en hjælp til et bedre liv. Den er en løsning, der gør, at jeg nu kan gøre alle de ting, som jeg ikke kunne før grundet min sygdom.
Jeg har også haft det lidt svært ved at min stomi sidder oppe ved siden af navlen, og derfor over bukse-kanten, da jeg synes at man sagtens kunne se posen igennem mine trøjer.. Men nej - med lidt snilde kan man sagtens sætte posen sådan, at den ikke kan ses...

Håber det kan hjælpe - for dit liv slutter ikke med en stomi. for mange (og måske også dig) bliver livet blot bedre!