Stomiforeningen COPAs forum

Da jeg for 3 ½ år siden fik af vide at jeg havde morbus chron, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troede at det kunne ende med operation, men sådan gik det desværre . Jeg skal ned og have fjernet noget af tyndtarmen og det meste af tyktarmen og have lavet en stomi i morgen, og jeg er så bange.
jeg har forsøgt at forberede mig så godt som man nu kan, læst en masse på nettet, snakket med en pige på min alder (jeg er 25 år) om det at have stomi og hvordan man levet et godt liv på trods af det. Men syndes stadig det er svært at forholde sig til det at leve med en stomi, og har svært ved at se lyset lige nu.
Ja jeg havde nok bare lige brug for at komme af med mine frustrationer. Tak

MVH Line

Hejsa Line

Hvis du har brug for at snakke lidt om det, eller spørge om nogle ting inden i morgen, så send mig en mail eller brug min msn. (jeg er selv 25)

maiken1984@msn.com

Hej

Jeg forstår udmærket dine bekymringer. Sommeren 2009 skulle jeg pludselig meget hurtigt have fjernet min tyktarm efter 20 år med CU. Jeg troede aldrig, at det skulle komme dertil. Havde egentlig aldrig følt mig syg, da sygdommet forværredes over lang, lang tid, så man vænnede sig jo til talrige og blodige afføringer.
Operationen oplevede jeg hård, men måske også fordi jeg var nøde at blive reopereret, idet der var en lækage. Stomi fik jeg dog, og det var svært at forholde sig til. Jeg tror, at man har de samme følelser, som et menneske, der har fået foretaget en amputation; her har man bare fået noget sat noget på kroppen i stedet, altså en stomipose. Jeg var fuld af selvbebrejdelser om, at det var min egen skyld, fordi jeg havde spist og drukket forkert, velvidende at det ikke har noget med sagen at gøre. Jeg kunne slet ikke holde ud at se på mig selv; havde tabt mig en del og følte det voldsomt grænseoverskridende at skulle tømme og skifte pose. Jeg tænkte på det 75 % af min vågne tid, græd for mig selv, skreg når jeg var alene i huset osv. Gik normalt i tætsiddende tøj og styrketræner, og det harmoner bare ikke med stomi, syntes jeg. Mit selvbillede var blevet kastet til jorden, og skulle nu i en ny ramme. Dette er en proces, og det tager tid. Med tiden blev det bedre, og i en vis grad til at holde ud. Jeg accepterer dog ikke stomien, men jeg anerkender, at den er en betingelse for, at jeg lever. Hurigt besluttede jeg at ville gøre forsøget med en pouch, og jeg blev henvist til Niels Quist på OU, efter anbefaling fra egen læge; det hjalp at processen blev holdt i gang. Jeg har lige fået anlagt pouch og har således en midlertidig stomi, indtil denne kan ibrugtages.
Det korte af det lange er, at et sådan indgreb gør noget ved en; det er hårdt, og det tager tid at komme sig. Man oplever det svært for andre at forståe ens situation, hvorfor denne side er god. Heldig var jeg også at have en vendindes veninde, som havde gennemgået hele forløbet fra fjernelse af tyktarm til velfungerende pouch, og en snak med hende hjalp mig meget.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Hilsen Bent

Hej Line,

Det skal nok gå - det er jeg sikker på! Hvis du har brug for at snakke mere, har du mit telefon nummer. Jeg er sikker på, at du nok skal klare dig fint igennem med både din kæreste og mor ved din side. Det lød som om at de var meget støttende og ville være for dig! Især nu hvor kæresten ikke har gips på længere

Gik der længe før i havde fået svar på hvor meget der skulle fjernes? Kan forstå at du ikke skal have fjernet hele tyktarmen, det havde jeg forstået at du skulle...

Nå men nu skal de næste 2-3 uger bare overståes og så er du ovenpå igen. Det er 2-3 hårde uger, men - som sagt - er jeg sikker på at du nok skal klare det med din familie ved din side og med dit væsen Det er jeg sikker på!

Knus Jeannie

Hov kan se at jeg ikke var logget ind, så kan ikke rette i det, men var ikke meningen at der skulle være flere smileys efter hinanden!

Hej Line.

Held og lykke.. det skal nok gå.

Har selv haft stomi i 14 år og var heller ikke særlig begejstret ved tanken.... Men
det er gået fint og jeg oplevede at få livskvaliteten tilbage. Og lige pludselig kunne jeg
være social igen.

Pøj pøj med dig.
Marianne

Hej Line..

Trods alt har du haft tid til at forberede dig på situationen.. Jeg vågnede op for et år siden med ileostomi, uden nogen som helst anelse om det.. Jeg er 26 nu, 25 da jeg fik stomien - arbedejde i en modeforretning af tekstil, deraf har udseende/tøj altid haft stor interesse og priotet hos mig ligesåvel som forfængelighed har.. At komme ovenpå med alt dette tog ingen tid, havde akkurat samme selvtillid efter jeg blev kendt med sygdommen/stomien som tidligere.. Dette varede til jeg fandt ud af folk ik så skævt til mig som jeg forventede og var overbevist om.. Jeg tog fejl .. Hvis du har samme tanker, tager du også fejl - det jeg sikker på Så det er kun op til en selv når man først er kommet på benene igen, om hvor lang tid der skal gå før man føler sig ovenpå Bare man blot selv holdet psyken højt kører det hele..

Endvidere, var alt vedr. udseende, tøj, stomiens arbejde i praksis, andres meninger/holdninger det absolutte mindste problem.. En super smal sag.. Mit vigtigste råd er at fokusere på de smerter du nu har passeret, samt at holde fokus på at gå med oprejst pande.. Psyken skal være der, ellers gør man alt andet mere besværligt end hvad det i virkeligheden er

Jeg brugte psykolog til at komme ovenpå.. Min situation var ekstrem, men uanset er det ingen skam at drage nytte af disse.. For det virker.. Samtidig tog jeg samtaler med en præst.. Ud fra mine tanker på sygehuset mente jeg det var passende at søge råd/vejledning og opbakning her, selvom jeg aldrig har været yderligere religøs eller være en stabil gæst i kirken..

Håber alt er vel..


- Jensen