Jeg har lovet Peter at skrive lidt om min tur til London, som patient i udlandet så andre kan få glæde af det. Jeg var selv på herrens mark fordi jeg ikke kunne finde noget om det nogle steder! Jeg vil lige skynde mig at sige at man altid har ret til at tage en ledsager med, uanset om det er mand, kæreste eller bare en ven. Man får begge alt betalt på turen.
Vi havde fået at vide at vi skulle være i Alborg lufthavn klokken 17.45. Andet vidste vi sådan set ikke, og vi anede ikke hvor vi skulle henvende os! Vi fandt frem til at vi bare skulle gå igennem cecurity og så ville der komme nogen og hente os. Vi blev begge ret overrasket over sikkerheden for vi havde både hørt det ene og det andet, men jeg havde både en flaske vand med og tilmed saks i min toilettaske. Ingen problemer i det, vi gik lige igennem! Tror der gik ti min og så blev vi lukket ud på flyvebanen som de eneste mennesker i hele lufthavnen. Flyets sygeplejerske hilste på os da vi nåede flyet. Det var et ret lille fly. Ingen toilet og lige plads til mig, henning, sygeplejersken og de 2 piloter. Vi fløj næsten med det samme og afsted gik det. Det er lidt anderledes i sådan et lille fly, for følsomheden er noget mere markant og det gyngede og hoppede en del! Men det gik da, og da vi først var helt oppe gik det ganske fint. Når jeg blir lidt nervøs og spændt skal jeg tisse ret meget og lige pludselig. Der var jo ingen toilet i flyet, så det var ret trælst at skulle lige der!!! Sygeplejersken havde sådan nogle urinposer, så der måtte jeg jo gå ned bagerst i flyet og tisse i en pose! Hele to gange måtte jeg gøre det!!! Jeg bandede ret meget indeni mig selv, for jeg sys det er pinligt. Så den dag vi skulle hjem, drak jeg overhovedet ikke noget, i frygt for at jeg skulle tisse
Nå, men turen varede i to timer og 10 minutter. Da vi landede stod der en ambulance klar som vi gik direkte overi. Vi skulle ikke ind og igennem lufthavnen eller noget. Vi kørte en lille time før vi var på hotellet. Da vi havde tjekket ind på det ellers meget fine hotel, gik vi ned i baren og fik os lidt aftensmad og bagefter direkte i seng! Ingen af os fik sovet særlig meget. Dels fordi dobbeltsengen var så smal og dels fordi der var fælles dyne, og det er vi sku ikke så gode til at deles om *GG* Men selvfølgelig var jeg også spændt på mødet med lægen. Vækkeuret ringede halv 7 hvor vi gik i bad og gjorde os i stand. Klokken 7 gik vi i restauranten til morgenmad. Pølser, kartofler og bønner til morgenmad lære jeg aldrig at forstå 
) Klokken 8 præcis holdt ambulancen udenfor hotellet og de kørte ca 10 min og da var vi ved sygehuset! Har aldrig set så stort et sygehus før! Jeg gisper bare jeg ser riget i fjernsynet!!! *G* men det her var nok 50 gange så stort. Vi ventede i nok halvanden time inden lægen var klar. Jeg var spændt på hvordan han var. Først da jeg så ham tænkte jeg åh nej. En halv gammel skallet mand! Men jeg blev positivt overrasket! Han var virkelig sød og behagelig. Udover ham havde han tilkaldt en kirurg fra Holland, en fra Canada og en fra USA!!! Det tog pippet lidt fra mig og fik mig til at føle mig lidt speciel!!! Det team er også dem der skal opererer mig når nu jeg skal derover næste gang. Nå, men han var god til at fortælle og forklare os tingene så vi nemt og uden problemer kunne forstå ham. Han ville kigge på min mave der hvor stomien sidder og han ville selvfølgelig kigge bagi! Han stak sådan en lille pind ind i en fistel, men det gik. Han skulle også have en finger op i min numse og det var jeg sku ikke så meget for *GG* Mit numsehul er jo nærmest helt lukket, da der ikke kommer noget ud den vej og så er det snørret sammen med specielle tråde. Det gjorde sku ondt og var klart nok ikke særlig bahageligt, men det gik. Han blev ved med at sige "good girl" til mig og det smilte jeg da lidt af. Han rækte mig også sin hånd og sagde "if i hurt you, you hurt me". Så jeg følte mig tryk ved ham. Det var hurtigt overstået og egentlig ikke så slemt selvom det blødte lidt.
Han forklarede at han mente problemet stammer fra mit haleben! Jeg blev overhovedet ikke overrasket, for jeg havde faktisk selv tænkt på det. Såret er jo ikke hovedårsagen til at jeg ikke kan sidde ned. Selvfølgelig bliver det ømt og jeg får ondt når jeg sidder på det for længe. Men det der piner mig mest er at jeg får en ulidelig smerte i mit haleben så snart jeg sidder ned i bare 5 minutter! Jeg har altid troet at det er fordi jeg de sidste mange år har siddet så skævt. I Januar lå jeg ved siden af en pige på min egen alder der også døjede med fistler og bylder. Hendes sad bare i halebenet!!!
Han spurgte også ind til min stomi og om hvordan mit liv var med det og om jeg ville kunne leve med den resten af mit liv. Jeg vidste jo godt hvor han ville hen med det. Selvfølgelig kan jeg leve med det. Det har jeg jo gjort i 2 år nu. Må indrømme at jeg jo selvfølgelig har set frem til at den kun er midlertidigt. Men hvis valget er mellem den og infektioner resten af mit liv... ja, så er der nærmest ikke noget valg, vel.
Han kunne ikke sige så meget mere, andet end jeg skulle opereres over flere gange. Den første gang vil han ha lavet et stort snit helt ind til numsen. Det kommer til at kræve nogle dage på sygehuset fortalte han. Jeg har haft skåret den del op før og siden det kun skal være et par dage, så er jeg ikke SÅÅ nervøs igen. Jeg skal også ha lavet en scanning næste gang. Han kunne ikke rigtig bruge den fra Danmark til noget, da de gør det lidt anderledes derover.
Han kunne ikke sige noget om hvornår jeg ville blive kaldt derover igen, men for min skyld må der gerne lige gå en måneds tid inden vi skal rejse igen. Han sagde pænt favel og sagde at det var rart at møde mig og at han selvfølgelig håbede at han kunne hjælp mig.
Jeg tror at både Henning og jeg var glade og positive da vi gik derfra, og det var rart at vide der trods alt er nyt håb.
Ambulancen kørte os direkte ud til flyet og vi fløj hjem med det samme. Eftersom vi var et ambulancefly fik vi førsteret og de andre fly måtte vente til vi var lettet
Et par timer senere var vi i dk igen og resten af dagen blev bare brugt på at sluge turens informationer og hygge om hinanden. Så nu kan vi kun vente på at der kommer brev fra London snart med en dato, og forhåbentlig kommer der ikke flere bylder i mellemtiden.