Tilbage i Danmark, minus en tyktarm

Her kan du præsentere dig selv
Forumregler
Her kan du præsentere dig selv for de andre brugere af forummet. Vil du møde andre med stomi, så deltag i arrangementerne hos din lokalforening
Fatter Kanin
Indlæg: 5
Tilmeldt: 21. mar 2010 19:27

Tilbage i Danmark, minus en tyktarm

Indlægaf Fatter Kanin » 31. mar 2010 16:06

Hejsa,

Ville bare lige sige pænt goddag. For 5 år siden flyttede jeg til Canada, men nu er jeg hjemvendt til dansken land. For at spare lidt spalteplads, så tog jeg til Canada for at møde en pige jeg faldt for på nettet, besluttede mig for at blive, vi blev gift, jeg fik et job, og så var der ellers ikke nogen planer om at vende tilbage til andedammen.

Desværre går alting jo ikke efter planen, og i 2008 begyndte det hele så at gå galt. Jeg havde et temmelig stresset job, og begyndte pludselig midt i maj 2008 at have diaré, og bløde. Det blev kun være, og da jeg stadig ikke havde sygesikring derovre, var jeg bange for at tage til lægen, da det jo koster en del, kunne jeg ikke få en lægeerklæring og derfor måtte jeg opgive mit job. Efter en måned med blødende diaré gik jeg så endelig til en læge som min piges familie havde brugt i mange år. Uden hverken at undersøge mig på nogen måde, eller høre efter hvad jeg sagde da jeg beskrev mit problem, besluttede han sig for at jeg blødte fordi jeg ikke spiste nok fibre, som havde gjort min afføring hård og revet huller i tarmen, og gav mig en side med nogle kostråd. Og til mavesmerterne anslog han at jeg var forstoppet, og gav mig en recept på noget jeg skulle drikke for at springe proppen af forstoppelse.

Det skal lige siges at på det tidspunkt vidste jeg ikke at jeg havde colitis. Havde altid troet at min tilbagevenden diaré blot skyldtes dårlig kost.

På trods at en del tvivlen, tog jeg det dog som lægen kunne have haft ret, drak stadset som han udskrev, og fik det rigtig skidt. Først var det som hele tarmen var på vej ud i toilettet, så blev jeg svimmel, og måtte holde mig vandret i 2-3 dage. Jeg var ikke i humør til at prøve en anden læge, og blev så ellers hjemme. Det tog 3 mdr, men så holdt det ellers op med at bløde. Efter et stykke tid begyndte jeg at have det bedre, og fik et deltidsjob i et supermarked i januar 2009. I marts 2009 gik min pige så fra mig, og I april begyndte jeg så at arbejde fultid, og det var åbenbart for meget for min tarm. Jeg begyndte at have blødende diaré igen, men denne gang meget voldsomt. Samtidig begyndte jeg at have det sværere og sværere ved at spise. Appetitten forsvandt og jeg blev syg af stort set alt jeg forsøgte at spise. Efter en uges tid med det havde jeg lidt ferie og gik endeligt til en anden læge, som med det samme var bekymret for det var altså ikke normalt at bløde så meget. Jeg fik besked på at få taget nogle blodprøver (de gør tingene lidt anderledes derovre, så det er lidt mere langsommeligt), og så ellers vente på resultaterne før hun turde sige noget. Men indenfor en uge fik jeg det kun være, jeg blev svagere, vægten raslede af, og havde sværere ved at få noget fra hånden. Så tilbage til lægen, fik en seddel der idømte mig en måned fri fra arbejde, og så blev jeg ellers sendt til en colonoscopy 2 dage efter. Dommen var klar: UC i udbrud. Fik nogle steroider på recept, og blev så sendt hjem igen. Men jeg fik det stadig værre, kunne efterhånden ikke spise overhovedet, og overlevede udelukkende på proteindrikke og milkshakes. Den 13. juni var det så at det gik helt galt. Jeg havde et hjerteanfald om natten, pga det store blodtab, og røg på hospitalets trauma-afdeling. Et blodtryk på over 250 gjorde dem bekymret, og fik tilskrevet saltvand og blodtransfusion, og blev ellers indlagt. 31 timer på skadestuen senere fik jeg en seng - i et badeværelse (overbelagt hospital er irriterende). Efter 2 dage i badeværelset brød jeg sammen og begyndte at græde, og så fik jeg ellers endeligt en seng.

2 uger på steroider af forskellige slags, og de begyndte at snakke om at jeg skulle hjem. Jeg følte mig stadig syg, men var begyndt at spise normalt, selvom medicinen gjorde mig vanvittigt sulten konstant. Så pludseligt den ene aften begyndte jeg at have ondt igen, rystede, og frøs gevaldigt. Om morgenen fandt de så ud af at jeg havde feber, og en voldsom infektion. Røntgenbilleder og en god stak antibiotika, påbudt faste, og så skulle vi ellers se om vi kunne redde mig. 3 dage senere var det tid til endnu en colonoscopy, og det med 3 speciallæger og en kirurg tilstede. Dommen var klar: Medicinen havde ikke virket, og tarmen måtte ryge, ellers ville jeg dø meget snarligt.

Dagen efter var operationen så, og jeg må sige, jeg følte mig vanvittigt syg før operationen. Men efter at det var overstået havde jeg det meget bedre. På trods af smerterne, følte jeg mig ikke syg overhovedet. Kun lidt svag, men efter blot et par dage var det meget bedre. Endeligt kunne jeg komme op at gå, efter at have været sengeliggende i næsten 2 mdr. En uge senere blev jeg sendt hjem.

Jeg vil sige, at for mig var jeg helt overbevidst om at mit liv var slut da de begyndte at snakke om at give mig en stomi. Jeg var mere villig til at dø end at skulle leve med den slags. Men da manden med leen kom forbi, begyndte jeg mildest talt at føle lidt anderledes, og piben fik en anden lyd. Der er ikke noget som at blive klar over at man ikke har så langt igen, der kan give en lyst til at kæmpe videre. Og efter at jeg fik stomien, så var det nu ikke så galt igen. Især fordi jeg med det samme havde det meget bedre. Nu har jeg så vænnet mig til den. Den er del af hvem jeg er nu. Min familie og venner forstår det, og det er egentlig det vigtigste. At den så reddede mit liv er en anden ting.

Jeg fik tilbudt en J-pouch, men takkede pænt nej. Som den blev beskrevet for mig vil jeg meget hellere leve med stomien, med alt hvad der følger. Jeg har så stadig et par år til at skifte mening før det er for sent.

Men hele den tur gjorde så at jeg ikke kunne vende tilbage til mit job, det var for hårdt. Og så var der jo ellers ikke nogen grund til at blive i Canada. Og vendte derfor tilbage til Danmark, uden en krone på lommen. Så nu er jeg arbejdsløs, på kontanthjælp, men i det mindste har jeg min familie som har lovet at hjælpe med hvad de nu kan. Det er nu engang bedre end at bo på gaden, uden penge, med en stomi. Jeg prøvede det, i 4 dage før jeg gav op og vendten snuden mod Danmark, og det er altså ikke sjovt når man ikke kan gå på toilettet kl. 4 om morgenen som jeg nu engang har brug for med stomien.
Senest rettet af Fatter Kanin 31. mar 2010 16:42, rettet i alt 1 gang.

Peter Sørensen

Re: Tilbage i Danmark, minus en tyktarm

Indlægaf Peter Sørensen » 31. mar 2010 16:37

Hej fatter kanin

Velkommen hjem, det er noget af en oplevelse at læse din historie , det er hårdt når man er helt nede og vende, men dejligt livsbekræftende at læse ,at du kom godt ud på den anden side.

God Påske til dig og dine.

Fatter Kanin
Indlæg: 5
Tilmeldt: 21. mar 2010 19:27

Re: Tilbage i Danmark, minus en tyktarm

Indlægaf Fatter Kanin » 31. mar 2010 16:52

Ja, det har været noget af en tur. Jeg slås stadig med at tage vægten på igen, men det kommer nok.

Jeg vil så lige sparke et tak ind til Britta Mogensen (fra COPA), der fik sat mig på rette spor med at få mit stomiudstyr i Danmark. Fik snakket med stomisygeplejersken på Hvidovre Hospital idag, sat bevillingen igang, og "lånt" poser så jeg kan klare mig til kommunen bliver færdig med papirarbejdet. Så godt nok ikke samme model som jeg er vant til, men tæt nok på at det nok skulle kunne fungere. De poser jeg er vant til forhandles åbenbart ikke i Danmark mere.


Tilbage til "Præsentation af brugere"

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 17 gæster