Jeg hedder Brian og vil gerne præsentere mig her i forummet.
Jeg er 38 år og har haft iliostomi siden sommeren 2006.
Min vej til en stomi er kommet om jeg så må sige via bagvejen.!
Jeg er født med rygmarvsbrok og har derfor været urinkontinent siden fødslen og blevet opereret i begge ben som barn da de gik "indad".
Siden mine teenagesår har jeg haft en kunstigt ventil indopereret som jeg har kunnet kontrolle min urin med. Jeg har aldrig rigtigt været anal inkontinent men lidt meget af ufrivillig luft og nogle gange kunne der godt komme noget i underbuksen fx når jeg dyrkede motion eller ved løft.
Igennem nogle år gik jeg og skjulte noget som jeg faktisk godt viste hva var.Jeg opdagede at når jeg gik på toiletet.eller pressede meget faldt der noget af endetarmen ud.
Jeg læste mig til at det hed et fremfald på tarmen og man kunne gøre noget.
Jeg kom i fast parforhold 2004 og det var min kæreste der fik mig til at tage mig sammen til at blive opereret i 2006. Det var ikke så nemt at få mig til det da det jo er et helt særlig sted at blive pillet.
Jeg fik fjenet fremfaldet på HH men desværre brød synningen op og jeg fik en masse blod i bughulen og blev hastet på operationsbordet igen og fik anlagt en midlertidig stomi. Meget dramatik bla. 30 timer i respirator da jeg var ved at stille de store træsko - og 6 ugers indlæggelse og endnu en operation senere - og 7 mdr delvis sygemelding fra mit arbejde senere har jeg valgt at beholde stomien.
Det var en tung beslutning men også en go beslutning. Idag lider jeg fx. ikke af ufrivillig gas og bremsespor. DET kommmer nemlig i posen!.
Og det er jo meget godt bla især ifm sex og andres sociale situationer.
En stomi er en stor mundfuld især når den rammer så dramatisk som den gjorde i min situation - eller rettere vores situation. For jeg havde ikkke overlevet en så stor omvæltning uden min kærestes kolosale støtte og hjælp. Hun har fra første første dag kaldt det "vores stomi" og hjulpet meget med det praktiske fx klippe skabeloner, poser og givet med hjælp når det har drillet.Hun har været det når det praktisk, socialt, fysisk eller psykisk har været uoverskueligt - og vi har valgt en stor humoristisk indgangsvinkel til dagligdagen og taler meget om det. Og det tror jeg er enormt vigtigt. Jeg vælger åbenhed om min stomi går gerne i shorts på ferie og derhjemme foran min kærestes børn og svarer altid på spørgsmål hvis man har mod til at spørge. Desværre oplever jeg en stor berøringsangst fra mine omgivelser og også helt nære. Og det er lidt mærkeligt da jeg altid har været åben om alt det andet jeg har med.
Jeg har dog lært et trick her i forummet som virker.
Jeg taler ikke om min stomi for den er man måske bange for at tale med. 
Jeg har døbt den KNUD og det virker med sort humor.
Mange hilsner
Brian