Jeg er en kvinde på 33år som i lidt over 5 år har levet med en blivende ilostomi som følge af CU...
Og betragter den lidt ligesom en veninde el. mand... nogen gange ælsker jeg den
og andre gange ønsker jeg den hen, hvor peberet gror 
... men ved jo godt at jeg ikke ville kunne "leve" uden den, såå 
Og er fuldstændig åben over for mine omgivelser omkring den og svarer gerne på spørgsmål... har endnu ikke fået et som jeg ikke ville svare på.
Jeg lever alene med en datter på 7 år og i den forbindelse har stomien gjort, at vi kan have et normalt familieliv og gøre ting som andre gør uden at skulle tænke på, hvor nærmeste toilet er...
...
Og hun har også et meget naturlig forhold til den, da vi valgte, at hun skulle blive fortrolig med en fra starten af, hvilket vil sige, at hun har set mig skifte plader osv. det har ikke været noget skjult som er forgået bag låste døre... og idag tænker hun ikke over det, men det er naturligt for hende at mit toiletbesøg er anderledes og hun fortæller uden undren at hendes mor har stomi og hvad det er...
Og lever normalt som andre kvinder uden stomi... med svømmehalbesøg, går i kjoler, spiser næsten alt, hopper og danser, sex osv osv.
Har faktisk ikke de store problemer med stomien bortset fra, at jeg i perioder lider af pyoderma.. som er sår som opstår i huden omkring min stomi.