Jeg hedder Annina og fylder netop i dag 55 år. Om jeg også fylder 56 vil fremtiden vise.... lige netop nu er jeg i syv sind og føler ikke, at der ikke er meget hjælp at hente medmindre jeg i den grad giver køb på min selvrespekt og overlader mig i hænderne på et hospital jeg ingen tillid nærer til.
Det korte af det lange er at jeg er gået med en uopdaget adenom kæmpepolyp i endetarmen i mindst 6 år. Og dette på trods af at jeg passede mine kontrolbesøg på en gastrokirurgisk klinik til punkt og prikke. Nogle småpolypper er blevet opdaget og fjernet, men netop den største og værste "gemte" sig således at speciallægen kunne ikke få øje på den. Nu er manden gået på pension og den ny læge, der havde overtaget klinikken kunne altså godt finde skurken.
Jeg vil gerne skrive lidt mere detaljeret senere, men her i "præsentationen" vil jeg gerne forklare hvorfor jeg havde tilmeldt mig her hos jer.
I første omgang vil jeg meget gerne bede om information hvor i verden og hos hvem kan jeg regne med en god behandling i forbindelse med den endetarmsoperation jeg burde have foretaget for længe siden.... Det hospital jeg i første omgang er blevet henvist til er Roskilde Sygehus, hvilket under to tidligere indlæggelser (1978 operation i skjoldbruskkirtelen og i 2000 discus prolaps) er jeg blevet budt på ualmindeligt stygge oplevelser med både læger og plejepersonale. Selv om der er gået mange år siden - kan jeg se at jeg fortsat er mærket af disse to ophold og ydermere oplever jeg lignende "hårdhed" og "døvhed" jeg så godt kan huske fra før.
Der må dog retfærdigvis siges, at jeg på ingen måde er en drøm af en patient for en læge.... Jeg er generelt meget selvhjulpen og har overvundet Skæbnens adskillige stormløb på mit liv indtil nu. Jeg undersøger tingene altid nøje og driver ikke blot med strømmen. Jeg har spørgsmål og jeg vil høres når en situation udvikler sig afgørende for min videre tilværelse. Så nej, jeg er sikkert slet ikke så compliant som offentlige systemer inkl. lægerne stiller krav om.
Jeg har dog forsøgt efter bedste evne at acceptere denne henvisning og har klaret allerede 4 undersøgelser på RAS... uden dog at komme en løsning nærmere.
Jeg fik besked på at jeg måske - måske ikke har kræft; jeg har gennemgået adskillige undersøgelser (røntgen, ultralyd, MR, blodprøver m.m.); jeg fik at vide at selv om 4 hold biopsier siger "ikke kræft" (endnu?) - "ligner det kræft alligevel"; jeg fik at vide at jeg "nok" skal have endetarmen fjernet fordi "omgivelserne ser ikke for godt ud"; jeg blev også indkaldt til en ekstraundersøgelse der skulle foretages i fuld narkose - hvilken jeg ikke kunne møde op til, da jeg samme morgen har fået et megaanfald af migræne og efterfølgende har jeg modtaget et brev fra overlægen, hvor han bad mig om at møde op til en snak.... Det gjorde jeg så - blot for at møde endnu en læge, der bad om lidt tid til at skimte min journal "fordi han kendte mig jo ikke"..... Jeg spurgte ham så, hvilken råd og vejledning jeg så kan regne med at modtage fra ham efter at han havde brugt 5 minutter på at skimte min journal.... Så dygtig er der ingen der er - siger jeg bare
. Jeg har derfor udvandret og nu aner jeg ikke mit levende råd
En hurtig gennemgang af økonomien viser, at jeg ikke skal regne med, hurtigt at kunne rejse 80.000 kroner en behandling og operation på privathospital koster i rede penge.... Faktisk befinder jeg mig nu i en slags døs, hvor jeg næsten er blevet ligeglad med det hele. Godt nok ligger depression ikke til mig og det jeg føler minder mest om en ulmende vrede og en overmenneskelig selvkontrol der så bringer mig i en eller anden slags diffus sindstemning, der minder meget om apati - for hvad sørren skal man gøre når man ikke kan fatte skyggen af tillid til det hospital og hospitalets ansatte.... som jeg opfatter som værende "hårde" og "døve"...
Siden jeg slog i bordet hos (den nye) speciallæge i december 2006 - er der jo gået snart fire måneder uden at jeg er kommet videre og uden at jeg aner hvad præcist jeg fejler og om jeg overhovedet overlever. I hvert eneste andet tilfælde ville jeg forlængst have overladt mig selv i hænderne på lægerne, men bare tanken om at blive fuldt bedøvet af læger der ikke lytter og udstråler i den grad ringe interesse for hele patienten.... det er lige før at jeg frygter dem mere end sygdommen. Fordi denne reserverede og afstandstagende holdning "fortæller" mig, at den slags mennesker kan godt og fortrinligt leve med deres fejl og dette betyder så i min optik - at de vender ikke vrangen ud på dem selv bare fordi jeg er syg og i nød....
Jeg har prøvet at lede og se efter på Nettet, hvor her på Sjælland er læger/steder man kan regne bedre med at modtage en behandling hvor man kan mærke bare lidt mere, at man kærer sig om patienten og kan sit kram.... Jeg har besøgt flere hjemmesider, men selv om jeg ikke anser mig selv for at være helt u-kvik - må jeg indrømme, at oplysningerne er så upræcise og kryptiske at jeg tror ikke jeg ad denne vej kan finde en brugbar (for mig) info...
Håber nogen herinde kan forholde sig til ovenstående og på denne baggrund evt. råde mig til, hvor i verden jeg kan prøve lykken, gerne med bedre held end hidtil. På forhånd tak
og velkommen til.
, og tak for fødselsdagshilsner. Håber det ikke er min sidste 
. Ret meget kommer an på hvad jeg gør fra næste uge af....
- og så var den aftale brændt af 
) og ellers hentede min søn Magnesia-tabletterne på apoteket for mig og så begyndte jeg at indtage dem - en ad gangen + en masse vand, at par gange denne dag. Det skulle nok få gang i min tarm og dette uden at det blev for fast.... Tanken om at min endetarm var blevet forkortet og at den var syet sammen hele vejen rundt - gjorde mig ekstra forsigtig. Det skulle nok komme altsammen. Om natten skulle jeg op en enkel gang og skifte alt sengelinned og nattøj ud, da det hele sejlede og var til at vride ud.... Jeg følte mig svag og fint tilpas.... Det skulle nok gå