Stomiforeningen COPAs forum

Jeg har 14. jan. fået anlagt pouch af Niels Quist på OU. Nu hjemme igen. Det er hårdt, men jeg oplever det dog lettere end operationen, hvor tyktarmen fjernedes.
Hjemme igen får jeg nu samme tanker, som da jeg havde fået fjernet min tyktarm og fået anlagt stomi.
Tankerne går igen på, hvorvidt det hele i bund og grund er min egen skyld, og hvis ikke, hvorfor kunne det dog så ikke have ramt en anden?
Men er det min egen skyld, er det så fordi jeg har indtaget for megen kaffe, rødvin, grønsager og krydret mad? Er det fordi jeg ind i mellem har glemt at tage min medicin? Har jeg ikke sovet og motioneret nok? Ja, jeg kunne blive ved.
Helt andre tanker går, hvorvidt det måske alligevel havde kunnet lade sig gøre at beholde tyktarmen med nogle af de produkter, som er undervejs, eller bare en allersidste prednisolonkur! Altså var fjernelsen af tyktarmen måske unødvendig?
Ja, det er alle sammen belastende tanker.
Kender I det? Selvbebrejdelse og det som er værre?

Hilsen Bent Bang

Kære Bent
Det er en uhyre menneskelig ting at søge årsager, specielt efter et tab/amputation som fjernelsen af tyktarmen er.
Årsagerne kan være mange, og den læge der kan finde selve årsagen, står til en Nobelpris,men selve sygdommen kommer ikke af at du har levet,og lever det gode liv med den mad og drikke du kan lide, symptomerne kan påvirkes af krydret mad og lidt god vin, men husk også at du som følge af diagnosen er og har været meget mere opmærksom på din maves signaler.

Store operationer påvirker også psyken, og du står nu på et helt nyt sted i livet, som du ikke helt kender
forløbet af, jeg havde selv en uerkendt depression efter mit forløb, og fik løst op på knuderne, gennem samtaler med en psykolog på smerteklinikken.
Jeg fik min stomi som følge af en byld og fistler i bækkenbunden, og har mange gange, selv i dag 14 år efter ,søgt efter årsager til problemet, men uden resultat.

Du har som de fleste haft mange op og nedture med tilbagefald, i forbindelse med sygdommen der har medført operationerne, og man får fra dag 1 med en diagnose at vide, at på et tidspunkt kan vi sikkert ikke hjælpe medicinsk,og så er det kirurgernes tur, så kan du få stomi eller pouch, i de tilfælde hvor det kan lade sig gøre.
Det gør at operationerne lurer i horisonten, som en trussel ,istedet for at være et ,medicin frit, alternativ til et godt liv,for de allerfleste.

Du er nyopereret, så nu skal du bruge tiden til at komme dig fysisk og psykisk , det kan tage tid, men fortsæt med at være åben og få dine tanker ud, overfor dine nærmeste.

God bedring

Hej Bent

Jo du kan tro at jeg kender de tanker.

Jeg havde Colitis Ulcerosa i en årrække med stadig dårligere livskvalitet og søgte om årsager ved mig selv, mit ophav og min levevis, og om de tilsvarende problemer kan ramme mine børn, men uden svar.

De samme spørgsmål kom op da jeg blev opereret og fik stomi. Men den forbedring i livskvaliteten som jeg fik ved stomien, har gjort at jeg har kastet alle disse tanker væk.
De skal ikke have lov til at ødelægge det gode liv, som jeg fik tilbage ved coperationen.

Derfor kan jeg kun råbe HURRA for stomien og en tak til de læger og andet sundhedspersonele som har hjulpet mig til mit nye liv.